Copenhagen Museum Home
Se på Sydhavnen

Københavns Museum har ansat otte unge til at dokumentere Sydhavnens særtræk
Sydhavnen er på én gang både overset og omgærdet af fordomme. Derfor har Københavns Museum ansat otte unge sydhavnere til at dokumentere og formidle bydelens nuancer. Ved at ansætte medarbejdere fra både Sluseholmens nybyggeri, de lokale haveforeninger og det almennyttige boligbyggeri håber Københavns Museum at få indsamlet meget forskellige historier om at være ung i en bydel, de fleste andre københavnere kun kører igennem.
Oplæring i reportage og indsamling
Frem til juni 2012 skal de nye medarbejdere i samarbejde med kunstneren Laura Winge arbejde med fotografisk reportage, redigering og formidling. Samtidig får medarbejdere en introduktion til det museumsarbejde, der har med indsamling at gøre. Deres opgave handler nemlig om at bidrage til museets nutidssamling med lokale og personlige historier, som kun de har adgang til.
Sydhavnsmedarbejdernes billeder uploades løbende til Københavns Museums digitale billedplatform, VÆGGEN, og processen kan følges på museets hjemmeside og på facebook. I juni fejrer museet projektet med en udstilling af sydhavnsmedarbejdernes billeder på VÆGGEN.
Kulturarven skal være for alle
Københavns Museum har som ambition at gøre kulturarvsarbejdet til noget, der vedrører alle byens borgere. Derfor er det en mærkesag for museet at inddrage københavnere, der ikke ligner museets øvrige ansatte og traditionelle brugere i indsamlingen og beskrivelsen af storbyens nutidskultur. I 2008-2010 ansatte museet unge fra Nørrebro til at formidle historierne i deres bydel, og københavnere og besøgende i storbyen kan bidrage til museets samling med deres egne københavnerhistorier ved at uploade billeder på VÆGGEN.
Historien ændrer sig alt efter, hvem der betragter den her og nu, og ved at sætte en bydel som Sydhavnen i et flerstemmigt nutidsperspektiv får Københavns Museum også mulighed for at se sine historiske sydhavnsgenstande i en ny sammenhæng.
Læs mere om de nyansatte sydhavnsmedarbejdere
Følg med på projektets facebookside