Copenhagen Museum Home
Tina

Tina er 18 år og går i 3. G på Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Hun har boet i Sydhavnen hele sit liv og vil med sine fotografier vise bydelens alsidighed og udfordre de negative fordomme
Hvordan er det Sydhavnen, du kender?
For mig kan Sydhavnen beskrives på mange forskellige måder - både når det kommer til beboerne og deres baggrund, fællesskabet og initiativerne i byen, de faciliteter der tages i brug, og ikke mindst de forskellige områder rundt omkring i hele Sydhavnen. Kombinationen af støj og stilhed, ældre og unge, gammelt og nyt og park og havn gør byen til et behageligt og dejligt sted at være bosat i. Så kort sagt er alsidigheden kendetegnende for Sydhavnen, og dette skal det blive ved med at være.
Hvorfor er det vigtigt at se på Sydhavnen?
Et af målene for dette projekt er at gøre Sydhavnen mere synlig. De fleste af os i projektet føler, at mange udefra har forskellige fordomme om Sydhavnen, og desværre er de fleste af dem negative. Disse mennesker er tit uvidende om, hvem der bor herude, og hvordan fællesskabet blandt beboerne gør Sydhavnen til et bedre sted at være. Derfor vil vi, som sagt, meget gerne gøre Sydhavnen mere synlig, så mennesker udefra kan få et andet billede af byen, end det de måske har nu. Dette håber vi 8 unge fra byen at kunne fortælle og viderebringe gennem fotografier.
Hvad er din rolle i projektet?
Ved hjælp af de fotografier jeg får taget, er mit personlige mål at kunne vise forskellige sider af Sydhavnen, som mange højst sandsynligt ikke har set før. På denne måde håber jeg på, at kunne ændre nogle af de negative fordomme nogle har, til noget positivt. Det faktum, at jeg har boet i Sydhavnen hele mit liv, håber jeg på at kunne få gavn af i forhold til kendskabet til byen. Nogle af os har boet i Sydhavnen hele vores liv, hvorimod andre næsten lige er flyttet til byen. Dette gør, at vi får forskellige synsvinkler og ikke mindst forskellige tolkninger af byen, hvilket jeg håber kan udmønte sig til det bedste resultat.
Herunder kan du se et udvalg af de billeder, som Tina har taget indtil nu. Se flere billeder og læs historierne, der hører til på VÆGGEN.