Copenhagen Museum Home
Nørrebro - historier fra en bydel

Billeder fra udstillingen. Fra venstre: Stillfoto fra filmen “My favorite Grafitti”, Dronning Louises bro omkring 1898, Still fra video af rydningen af Brorsons Kirke i 2009.
Nørrebro blev iscenesat på Københavns Museum, da vi fra den 25. juni til den 29. august viste udstillingen “Nørrebro - historier fra en bydel”. Udstillingen var kurateret af unge Nørrebroere, der med egne produktioner og gennem dyk i museets billedarkiv sætter ord, fotografier og lyd på Nørrebros før og nu.
Event i weekenden den 21. og 22. august
Udstillingen Nørrebro - Historier fra en bydel forandrede udtryk i weekenden den 21. og 22. august, hvor kunstneren Kristoffer Tejlgaard befolkede udstillingen og malede nogle af de mennesker, der gør Nørrebro til Nørrebro.
Gadeoptøjer og grønne parker
Voldsomme gadeoptøjer, små arbejderlejligheder, menneskemylder, tyrkiske grønthandlere og en summen af sprog fra hele verden. Det er nogle af de billeder, der ofte popper op på nethinden, når talen falder på Københavns tættest befolkede og mest mangfoldige bydel - Nørrebro. Myterne om Nørrebro lever i bedste velgående og vækker associationer om et uroligt kvarter med en turbulent historie. Men Nørrebro er også nye og gamle fællesskaber, grønne parker, gadekunst og lune folkekøkkener. Med udstillingen “Nørrebro - historier fra en bydel” ønskede Københavns Museum at bryde med en entydig forståelse af Nørrebro. Derfor gav museet mikrofonen til Nørrebro selv, og lod beboerne fortælle deres forskellige historier om bydelen og de mennesker, der gennem tiden beboet bydelen, såvel som de, der lever her i dag.
Unge fortæller om Nørrebro
I udstillingen kunne man gennem de fire temaer “Mødet”, “Bevægelse”, “Hjem” og “Ude” opleve fortællinger om vores tids Nørrebro i dialog med historiske fotos og film fra Københavns Museums billedarkiv. Det samtidige materiale er skabt af unge Nørrebroere, der gennem 2008 0g 2009 år har arbejdet på Københavns Museum med at indsamle og producere historier om Nørrebro som en del af Nørrebroprojektet.
Telttur i Nørrebroparken
Med kamera, mikrofon og laptop har de unge skabt en række førstehåndsberetninger fra de dele af Nørrebro, som efter deres mening trængte til at komme frem i lyset: I udstillingen kunne man opleve billeder fra en 24- timers telttur i Nørrebroparken, møde passagerne fra 5A på køretur ned ad Nørrebrogade eller træde med indenfor i Café Vikings hyggelige, røgfyldte stuer. Man kunne også tage med tilbage til dengang hestevognene fyldte Dronning Louises bro i slutningen af 1800-tallet og opleve de dramatiske fotos fra rydningen af Allotria-huset i 1980’erne.
Se videoer fra Nørrebroprojektet.
Fra voldnedlæggelse til kirkerydning
Udstillingen var en rejse frem og tilbage i Nørrebros historie fra nedlæggelsen af Københavns volde over brokvarterenes opbygning til rydningen af Brorsons Kirken, opkomsten af ny gadekunst og moderne skraldebevægelser. I udstillingen kunne man opleve de konflikter, der har været med til at forme Nørrebro, og hvordan borgerens forhold til byen har ændret sig gennem tiden.
Detours bygger ny by
Bag udstillingsarkitekturen stod kunst- og arkitekturfælleskabet Büro Detours, hvis kunstnere havde trukket i de blå overalls og grebet hammer, træ, søm og hvid malerspand for at omdanne udstillingsrummet på museet til en ny by. I byen kunne publikum opleve en række kunstværker i form af bygningskonstruktioner som Detours kunstnere har skabt specielt til denne udstilling. Detours arbejder ud fra tanken om at skabe mulighed for tilfældighed i udformningen af byrummet. Derfor fik de enkelte kunstnere frie hænder til at skabe de værker som materialet, temaerne og rummet inspirerede dem til. Som en af kunstnerne Cemilie fra Detours forklarer, betyder denne tilgang, at der arbejdes ud fra en meget løs rumplan, der ændrer sig efterhånden som kunstnerne indtager rummet. Nøjagtig ligesom byer også ændrer form og udseende alt efter hvem der bebor, bruger og skaber dem.
Tags forandrer udstillingen
Som Nørrebro gennem tiden har skiftet udseende, afspejlede udstillingen ligeledes billedet af den foranderlige bydel. Ved forskellige events blev gadekunstnere inivteret indenfor til at indtage Detours byelementer med tags, kunst og kommentarer og derved være med til at forandre byrummet. Ideen var at bombardere de hvide træflader med street art. Da udstillingen åbnede trådte de historiske billeder og Nørrebroprojekets produktioner tydeligt frem på den hvide baggrund. Men i takt med at udstillingen blev udsmykket med kunst trådte de mere i baggrunden og ændrede betydning. Ligesom det rigtige Nørrebro blev også denne by mere larmende og der blev skabt ny mening til udstillingen fire temaer.
Læs mere om Büro Detours.
´