Copenhagen Museum Home
Vanddråben
København på H. C. Andersens tid.
Fra 5. marts til 31. december 2005.
Københavns Museums store særudstilling om H.C. Andersens København blev opkaldt efter hans eventyr Vanddråben, hvori det myldrende - og ofte kynisk brutale - liv blandt mikroorganismerne i vandet fra en grøftekant sammenlignes med livet i datidens København.
København var H.C. Andersens hjemby fra 1819, da han kom til byen for at blive berømt, til han døde i 1875. Gennem hele sit liv lod han sig inspirere af sine omgivelser. I hans forfatterskab kan man genfinde København og følge den rivende udvikling, byen gennemgik i løbet af hans liv fra en lille, lukket by omkranset af volde til moderne storby.
Udstillingen formede sig som en tur rundt i hovedstaden i hælene på H.C. Andersen. Undervejs åbnedes dørene ind til de københavnere, som han levede side om side med, og gennem originale genstande og billeder fortaltes det virkelige eventyr om forfatteren og København for både børn og voksne.