Copenhagen Museum Home
Fem highlights
Et vaskeægte lokumsskur hentet ind fra Indre by, en landsby for fluer og en container med labyrint i. I udstillingen SKRALD! kan du opleve over 300 genstande samt film og interaktioner, men her kan du læse om fem ting, som du absolut ikke må gå glip af
Ægte baggårdslokum

Kan du forestille dig, hvordan det var at gå ned i gården en kold januarmorgen og sætte sig til rette i et træskur? Giv fantasien et skub i udstillingens tema om baggården, hvor du kan opleve et vaskeægte lokumsskur, som har stået i en baggård på Øster Voldgade 36 i Københavns indre by. Toiletter med træk og slip blev først almindelige i hovedstaden i 1930erne, og det er med tiden også blevet muligt at skylle sit kropslige affald i kloakken ud på dette lokum. Skuret med to lokummer er overdraget til Københavns Museum af en privat giver i 2000. Det har været skilt ad, frosset af sikkerhedsmæssige årsager og er blevet samlet igen i udstillingens afdeling, der handler om baggården. Lokummet har været i brug indtil 1994, hvor der blev installeret toiletter i ejendommens lejligheder.
Gå på opdagelser efter gamle billeder af københavnerbaggårde på VÆGGEN
Rottesamlere på Vesterbro

De fleste børn i dag ved, hvad det vil sige at afspritte sig og bliver bedt om at vaske fingre inden de rører ved legetøjet i daginstitutionen. Der var knap så meget bekymring omkring smittefare og bakterier i 1907, hvor dette foto er taget. Billedet forestiller børn, der afleverer døde rotter på Vesterbros brandstation. Hovedstaden var udsat for en stor rotteplage, og Københavns Kommune udlovede 10 øre i dusør pr. indleveret død rotte. Find billedet i udstillingens tema om baggården.
Mad-ekspedition i affaldscontainer

Skralder-fænomenet er hot i hovedstaden, og kunstneren Hannah Albert har specielt til Københavns Museum skabt en container i fuld størrelse, som giver udstillingens besøgende - børn som voksne - mulighed for en skralderoplevelse. Kravl op på containeren, hop ned i mørket, grib lommelygten og gå på jagt efter de gode affaldsfund, sådan som flere og flere mennesker gør det i København hver nat. Containeren er en del af baggårdstemaet, som du ser under opbygning på dette foto.
Læs mere om udstillingens temaer.
Skomode fra lossepladsen

En af udstillingen særligt skrøbelige genstande finder du i rummet, der handler om lossepladsen. Her kan du se en lille særdeles velbevaret barnesko fra 1300-tallet. tallet. Barneskoen af læder er fundet i et affaldslag i en træspand i Lille Kongensgade under udgravningen af Kongens Nytorv og er overraskende ubrugt. Børnesko var ellers yderst værdifulde og gik i arv gentagne gange.
Find information om udgravningen på Kgs. Nytorv og de øvrige metroudgravninger
En koloni af fluehuse

En række kunstnere har skabt værker til udstillingen SKRALD! med det formål at prikke til vores opfattelse af affald. Midt i alle de store, klunsede genstande, skraldebjerge og installationer, finder du et lille kunstunivers. Ville vi tænke anderledes om vores skraldedyr, hvis de havde fast bopæl? Det spørgsmål har kunstneren Nicolai Juhler puslet med i arbejdet med sine fluehuse! Gå på opdagelse i den lille fluelandsby, der er lavet af gamle postkort, og find “fluhuset”, “et fluehjem”, “flubyen”, “fluturhuset” og “flueseet”.
Du kan købe et hus til dine egne fluer i museets skraldebutik