Copenhagen Museum Home
Udstillingen
Københavns Museum benytter 200-året for Kierkegaards fødsel til at gå på opdagelse i museets unikke samling af Kierkegaard-genstande. Samlingen indeholder stærkt symbolladede genstande som vil danne kernen i en ny udstilling, der åbner på Søren Kierkegaards fødselsdag 5. maj.
Kierkegaard-samlingen revitaliseres
Søren Aabye Kierkegaard var mange ting. Først og fremmest er han kendt som filosof og forfatter med et dybt og koncentreret blik på den menneskelige eksistens, troen, æstetikken, moralen og kærligheden. Men han var også søn, onkel, levemand, lediggænger og - ikke mindst - københavner.
5. maj 2013 er det 200 år siden Kierkegaard blev født. I den anledning revitaliserer Københavns Museum sin samling genstande fra den berømte filosofs liv, gennem nyindsamling af genstande og fortællinger, der knytter sig til kærlighedens væsen i det 21. århundredes København. Forholdet mellem Kierkegaards materielle levn og hans komplekse, differentierede - og aldrig banale ord - om kærlighed bruges i udstillingen “Søren Kierkegaard - Kærlighedens genstande og gerninger” som udgangspunkt for en offentlige samtale om de - forbavsende tavse - diskrepanser og konflikter, som ligger mellem vor egen epokes kærlighedsidealer og det levede hverdagsliv.
Kierkegaards kærlighedsbegreber
De oprindelige Kierkegaard-genstande, tolket gennem tekst, lyd og medier, vil udgøre den inderste kreds i udstillingen. Hver af disse genstande får et bestemt kærlighedsbegreb knyttet til sig og vil være omgive af tekster, der udlægger den tilgængelige viden om genstandene og de begivenheder i Kierkegaards liv, der knytter sig til dem. Forlovelsesringen, som han skænkede til Regine og siden tog tilbage og omformede til et kors, som han bar gennem resten af livet repræsenterer i udstillingen forelskelsen og bruddet med den elskede. Nøglerne til hjemmet på Nytorv 2 danner udgangspunkt for en dialog om kærligheden til hjemmet eller nabolaget. De bevarede piber og kopper indrammer venskabet og dets betydning for Kierkegaard. Genstandene vil blive suppleret af Kierkegaards egne ord om de udvalgte temaer.
En udstilling i evig forandring
Inderkredsen vil blive omkranset af en yderkreds, hvor ni specifikke temaer af kærlighed undersøges i et nutidigt perspektiv. Denne yderkreds vil bestå af nyindsamlede genstande, som københavnerne udlåner eller donerer til udstillingen, fra deres egne liv, fra de private museer, som de fleste mennesker har i deres hjem, gemt, gemt væk, men ikke smidt væk, i skabe, skuffer og album, på hylderne, hængt på væggene. En åben indsamlingsproces er således integreret i udstillingen og udstillingen vil hele tiden vokse og ændre sig. Og de tilstadighed nytilkomne genstande vil med sin ejers fortælling åbne for muligheden for endnu mere dialog om kærlighedens nutidige væsen.
Udstillingen åbner 5. maj.
Læs mere om indsamlingsarrangementerne her
Udstillingen er sponsoreret af Bikubenfonden
