Copenhagen Museum Home
Søren Kierkegaard Samlingen
Den verdensberømte forfatter og filosof Søren Kierkegaard har sat sig både åndelige og fysiske spor i København. På Københavns Museum kan du se en særlig samling af Kierkegaards personlige ejendele, der er enestående af sin art. Hovedparten af Kierkegaards ejendele blev nemlig spredt for alle vinde, da de blev solgt på auktionen over hans efterladte ejendele i foråret 1856.
Søren Kierkegaard Samlingen på Københavns Museum indeholder genstande, der har tilhørt den verdensberømte filosof eller kan sættes i forbindelse med ham. Samlingen består blandt andet af møbler, personlige ejendele og portrætter, blandt andet af Søren Kierkegaards forældre og af hans forlovede, Regine Olsen. Der er både kandelabre, en pengepung, sølvbeslåede merskumspiber og dedikationseksemplarer af Kierkegaards arbejder til biskop Mynster og H.C. Ørsted.
En rigtig københavner
Søren Kierkegaard (1813-1855) blev født, levede og døde i København. I sit korte liv rejste han kun få gange til udlandet og det verdensberømte forfatterskab udfoldede sig således inden for Københavns daværende volde. Kierkegaard er kendt for at have promeneret i gaderne, hvor han iagtog sine medmennesker. Men han var også selv under observation og blev gjort til mål for satiriske angreb, blandt andet i bladet Corsaren, hvorfra tegningen til højre stammer fra.
13 stormfulde måneder
To måneder efter sin teologiske embedseksamen blev Kierkegaard forlovet med den ni år yngre Regine Olsen, som kom til at spille en afgørende rolle i hans liv og forfatterskab. Han brød forlovelsen i 1841 efter 13 stormfulde måneder, men blev ved med at beskæftige sig med hende resten af sit liv, hvad flere af Søren Kierkegaard Samlingens genstande vidner om. Visse af de udstillede ejendele viser hvordan Regine resten af livet blev ved med at være i Kierkegaards tanker. Udstillingen viser den forlovelsesring af guld, som Kierkegaard gav Regine, men som hun leverede tilbage, da han brød forlovelsen. Ifølge overleveringen lod Kierkegaard ringens fem diamanter montere i et kors og bar dette til sin dødsdag.
Efter bruddet med Kierkegaard blev Regine gift med Johan Frederik Schlegel, der senere blev guvernør i Dansk Vestindien. Samlingen rummer også den ring, Kierkegaards efterfølger gav Regine på deres forlovelsesdag.
Et skab uden hylder
Udstillingen gemmer også på et unikt piedestalskab i palisander som Kierkegaard fik fremstillet uden hylder af en særlig rørende grund. Med Kierkegaards egne ord er skabet lavet " efter Anledning af et Ord fra hende (Regine), den Elskelige i hendes Vaande. Hun sagde at hun gjerne vilde takke mig hele Livet igjennem for at maatte blive hos mig, om hun saa skulde boe i et lille kab. Med Hensyn dertil er den dannet uden Hylder. - I denne findes Alt omhyggeligt gjemt, Alt, hvad der minder om hende og vil kunde minde hende om mig".
Klik på Tidslinjen, for at udforske Søren Kierkegaards liv og levned. Den elektronificerede udgave af samlingen er blevet til ved hjælp af en række webkomponenter, som Kulturarvsstyrelsen har udviklet til de danske museer.
Få mere at vide om København på Kierkegaards tid i udstillingen "I magt og enevælde"
Bestil en omvisning i udstillingen "I magt og enevælde".
Hvis du interesserer dig for perioden, kan du også gå med på byvandringen Guldalderen - store tanker, trange tider.