Copenhagen Museum Home
Day & Night - fotoudstilling
Natten igennem har Irmahønen lagt sine æg på de isdækkede søer, når forårssolen titter frem trækker nørrebroerne sofaen ud på fortorvet og så snart solen står op vælter alle københavnere på cyklen ud i byen.
Dette er blot nogle af motiverne på de københavnerbilleder som blev uploadet til foto-konkurrencen Day & Night via VÆGGEN. Fra den 24. april til den 20. maj 2010 inviterede Københavns Museum og Copenhagen Photo Festival alle til at give deres billede af København. Konkurrencedeltagerne skulle tage to billeder, der hver repræsenterede to forskellige verdener, tilstande eller situationer fra livet i byen. Et foto taget om dagen og et taget om natten.
De tre vindere er udvalgt af et dommerpanel bestående af:
Thomas Borberg, Fotochef, Politiken
Louise Holmgren, Kunstfotograf, Peter Lav Gallery
Sacha Maric, Modefotograf, Blink Productions
Dommerne sete omhyggeligtde mange indsendte billeder igennem og kiggede efter fotos, der skilte sig ud fra mængden.
Teknisk dygtighed har været et sekundært kriterium. Skarphed er derfor ikke nødvendigvis en kvalitet, hvis ikke der samtidig er historie og følelse. Komposition og stemning har været vigtigere end det tekniske, og selvfølgelig konkurrencens krav om upload af et dags- og et nattebillede af sit København. I rigtig mange tilfælde var det ene billede væsentligt stærkere end det andet og det gjorde voteringen ekstra svær, da flere af de gode billeder således ikke kom med i toppen.
1. præmie
Nomis
Dommernes begrundelse:
Førstepladsen går til Nomis og hans “making a living” og “dare me?” Dommerne var slet ikke i tvivl her og premierer dette par som det bedste i konkurrencen. De er indbegrebet af det så tidstypiske snapshot-fotografi og fotografen har i den grad forstået konkurrencens opgave og opfylder kriterierne for både følelse og komposition, men også det tekniske.
Der er nogle gode følelser og stemning i billederne og man kan som københavner genkende sin by uden egentlig at se noget af den. Billederne afslører en historie, man har lyst til at høre mere om, og bringer minder frem. “making a living” er desuden grafisk et utrolig flot billede. I “dare me?” finder dommerne meget symbolik og historiefortælling og man har lyst til at vide både hvad der skete før og efter, billedet blev taget.


2. præmie
Filip
Dommernes begrundelse:
Filip får andenpladsen for han 2 fantastiske billeder, “konsument af flydende nød” og “der var noget i vejen på vejen, på vej til baren”. Sidstnævnte stod ud i mængden af nattebilleder - det er et superfedt billede, der vinder på grund af farver, komposition og historie. Fotografen har et godt øje og har forstået at fange historierne og får seerne til at se efter en ekstra gang.

3. præmie
Cecilia
Dommernes begrundelse:
Tredjepladsen går til Cecilia for nogle stemningsfulde sort/hvid billeder, “ved søen” og “på trappen”, som kunne laves til postkort med det samme. De er klassiske i stilen og tidløse, og både teknik, komposition og følelse er opfyldt. Man kan genkende fotografen i begge billeder og de er “et sæt” som hører sammen og kunne være taget ud af en serie på flere fra restauranten eller miljøet.
Hædrende omtale
JulieUmulie
Dommernes begrundelse:
Særligt et billede markede sig og har virkelig gjort indtryk. JulieUmulie har uploadet nattebilledet “...and the city that doesn’t”. Dette foto udfordrede dommerne og er et af deres yndlingsbilleder. Komposition, historie, tragikken, humoren, alt i dette billede er utroligt interessant. De mener, det er et symbol for vores tid. Desværre har dagsbilledet overhovedet ikke samme kvaliteter og parret fik derfor ikke point nok til at blive indenfor de 3 bedste, men dommerne vil stadig honorere for et suverænt foto.

Se alle de uploadede billeder til konkurrencen her.
Læs mere om VÆGGEN.

