Copenhagen Museum Home
Kort over København
København som du aldrig har set den før - mærkelige kort over byen.
Fra den 16. juli til den 13. september 2009.
Kort er vigtige i vores hverdag. De viser os vej og giver os viden om steder og sammenhænge. De fortolker også verden for os. Helt banalt ved at gøre tre dimensioner til to, men også ved at fremhæve nogle strukturer og lade andre træde i baggrunden. Når man kommer til en by, er noget af det første de fleste af os gør, at få fat i et kort over byen, der gør det muligt at finde frem til hotellet eller lejligheden vi skal opholde os i, til museer og andre vigtige attraktioner eller til den gamle ven eller kæreste vi har tænkt os at opsøge igen efter mange års adskillelse. Det kort vi finder er som regel et kort, der viser byen på en bestemt måde, der er særligt velegnet til at finde vej og som viser vejnavne og lokaliteter tydeligt. Imidlertid er det langt fra alle kort, der tjener dette formål. I denne udstilling vises en række kort, der på overraskende og gådefulde måder viser helt andre sider af byens væsen.
International konference i København
I forbindelse med den internationale konference om kartografiens historie, der afholdtes i København 12.-17. juli 2009, udstillede Københavns Museum i samarbejde med Det kongelige Bibliotek en række særprægede gengivelser af byen. Historiske og nutidige kort viste byen på skrå, set fra Roskilde, under jorden og som hylder i et skab. Centralt i udstillingen stod en tredimensionel model af København fra 1940, der stammer fra Stadsingeniørens direktorat.

Læs artiklen “Sære københavnske kort”.
