Copenhagen Museum Home

Frederiksborgvej 27


Historisk bygningen på Frederiksborgvej 27 rives ned. Foto: Københavns Museum

Stamgæster på Bondestuen, klunsere, statspolitiet ‘De Blå Gendarmer’, og indsatte i arresten er bare nogle af dem, der hører til historien om en gammel bygning på Ydre Nørrebro, som nu bliver revet nedHistorisk bygningen på Frederiksborgvej 27 rives ned. Foto: Københavns Museum

Lidt endnu ligger der på Frederiksborgvej 27 et hus med en interessant historie. Husets nederste etage har indtil for nyligt rummet værtshuset Bondestuen. Men husets historie går helt tilbage til omkring 1885, hvor Estrups Gendarmer havde til huse i bygningen i 1885.

De Blå Gendarmer

Estrups Gendamer - også kendt som De Blå Gendarmer - blev oprettet af daværende statsminister Jacob Estrup og var datidens skatteopkrævere og statspoliti. De var som navnet antyder iklædt blå uniformer og udstyret med karabin (en kortere udgave af en riffel) og en ryttersabel og havde de samme beføjelser til at arrestere folk som politiet. De Blå Gendarmer flyttede efter en kort årrække til en adresse på den nuværende Provstevej og i stedet indrettes en politistation på matriklen eller rettere her holdt landbetjenten til og havde en arrest i kælderen, hvor de arresterede opholdt sig indtil de blev ført til Blegdamsfængslet. Arresten blev dog nedlagt ved indlemmelsen i Københavns kommune i 1901.

Værtshuset Bondestuen har gemt en særlig historie. Bygningen rives ned. Foto: Københavns Museum

Klunsere under halvtaget

I gården solgte produkthandler Alvi Carl Alfort - kaldet Almind - sine varer, men om natten fik klunsere lov til at sove under halvtagene. Klunserne var ofte hjemløse og levede blandt andet af at finde ting på lossepladser, som de kunne sælge. Siden har der været vulkaniseringsværksted på matriklen og som nævnt værtshus, som vi har besøgt.

Skattefar og ‘fangekælder’

Mange af kunderne er stamgæster, der er kommet i Bondestuen i 40-50 år. De fleste af dem kan huske, da skattekontoret lå lige om hjørnet. Når man afleveret halvdelen af lønnen til skattefar, så kunne man lige smutte forbi og drikke resten op. Hvis man ikke opførte sig ordentligt, røg man i “fangekælderen”. En hentydning til tiden, hvor der var arrest i bygningen. Som bartenderen spøgefuldt udtaler, så er det ikke svampen der lugter, men kunderne i kælderen.

En rest af Nørrebros historie

Desværre står bygningen til at blive nedrevet. Dermed forsvinder endnu en rest af ydre Nørrebros historie. En historie der bliver sværere og sværere at fortælle i takt med bygningerne stadigt hastigere forsvinder.

Læs om Københavns Museum arbejde med bygninger og liv i København