Copenhagen Museum Home

Assistens Kirkegård

Bag den statelige lange gule mur, der løber langs Nørrebrogade, ligger den velstrukturerede Assistens Kirkegård, som blev anlagt i slutningen af 1700-tallet. Her i kirkegårdens nordøstlige hjørne ved Nørrebros runddel gennemfører Københavns Museum netop nu en arkæologisk undersøgelse.

Arkæologerne graver sidste århundrede frem

De arkæologiske udgravninger finder sted på en del af kirkegården, der kun har været i brug fra begyndelsen af 1800-tallet til slutningen af 1900-tallet. Derfor vil disse udgravninger modsat udgravningerne ved Kongens Nytorv, Gammel Strand og Rådhuspladsen give viden om Københavns nyere historie.

Skeletter afslører historier

Der er allerede dukket mange skeletter op af jorden, der efter undersøgelser kan afsløre meget om sundhedstilstandene i København i forskellige perioder og hos forskellige sociale grupper. Skeletterne kan også fortælle, hvordan man indenfor sygehusvæsenet har behandlet sygdomme gennem tiden.

Sorg og død

Arkæologien på kirkegården åbner for et væld af viden om tidligere tiders begravelsesskikke og deres forandring over tid. Gennem undersøgelser af hvordan mennesker er blevet begravet forskelligt, kan vi få kendskab til, hvordan man tidligere har forholdt sig til sorg, de afdøde og pårørende. Det er noget, som ikke altid fremgår af skriftligt materiale, og som derfor at vigtigt at dokumentere.