Copenhagen Museum Home
Gammel Strand
På strækningen mellem Højbro Plads og Naboløs ligger Gammel Strand, hvor Københavns ældste havn efter al sandsynlighed har ligget. I dag er det svært at forestille sig, at der i kernen af den pulserende storby engang blot har ligget en lille strand med udsigt over Øresund. Ved de kommende udgravninger til den nye Metro cityring får Københavns Museum mulighed for at kigge langt tilbage i Københavns byhistorie.
Spor fra jernalderen
Vores viden om Gammel Strands funktion i byen før i tiden er begrænset. Spredte skriftlige kilder og nogle mindre arkæologiske udgravninger udgør hele vidensgrundlaget. Noget ved vi dog. Et af de mest spændende resultater har vi fra en boreprøve. Gennem en kulstof 14 datering fandt man ud af, at det ældste kulturlag kunne føres helt tilbage til 700-tallet. Opdagelsen peger på, at der allerede i jernalderen har været en eller anden form for aktivitet på det nuværende Gammel Strand. Ved den gamle strandbred vil arkæologerne nu lede efter svar på, hvordan og hvornår havnen og den umiddelbare bebyggelse er blevet konstrueret.