Copenhagen Museum Home
Hvem er denne mand?

Københavns Museums arkæologer er i udgravningen af den opfyldte voldgrav under Kongens Nytorv stødt på en nydelig skægget herre, men hvem er han?
Rantzau
Herren, der bærer hjelm og er afbildet i profil, pryder en hornskive, der er blevet fundet i voldgravsfyldet.
Københavns Museums arkæologer mener, at profilen på spillebrikken muligvis skal forestille Johan Rantzau (1492 - 1565), der var feltherre under Frederik den 1. og Christian den 3. Han spillede den dominerende rolle i besejringen af Skipper Clement og dennes bondehær i Grevens Fejde (1535). Rantzau fik Østergaard som tjenestebolig af kongen i 1529; det var en af det tidlige Københavns vigtigste bygninger, der lå omtrent der hvor Magasin nu står. Ifølge feltarkæolog på Kongens Nytorv, Claus Rohden Olesen, er det sandsynligt, at Rantzaus tropper kan have tabt genstanden her i voldgraven, når de har været rundt i deres lokalområde. Feltarkæologen fremhæver også, at manden på skiven her har nogenlunde samme træk som Rantzau, hvis portræt vises nedenfor. Blot passer hjelmens stil ikke helt til Rantzaus samtids hjelmmode.
Fantasiportræt?
På Københavns Museums Facebookside har vi bedt om jeres bud på hvem der ses på brikken her, og ind til videre er der kommet flere interessante bud. En Gerhard Schleu mener, at hjelmen på brikken ligner en svensk hjelm brugt i 30-års krigen (1618-1648) eller lidt senere ved svensk angreb på København. Christoph Klinger bakker arkæologernes bud på Rantzau op, mens Jette Linaa skriver: “Rantzau er en god historie, men han stod bag Københavns belejring i 1536 og trak sig 1545 tilbage til sine godser i opposition til Chr. III - der har næppe været stemning for at hylde ham i København. Rantzaus karakteristiske fysiognomi har ikke stor lighed med den kraftige herre på billedet, ligesom hjelmen er en senere type, der afviger fra hjelmene på de kendte portrætter af Rantzau. Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men for mig kan det være hvem som helst, eller ingen. Har I overvejet et fantasiportræt af en fortidig helteskikkelse, eller Tycho Brahe?”.
Deltag i debatten
Uagtet hvis profil der ses på spillebrikken modtager Københavns Museum til stadighed meget gerne bud på mandens identitet. Deltag i debatten på Københavns Museums Facebookside eller kommentér på VÆGGEN
Læs mere om udgravningerne på Kongens Nytorv.