Copenhagen Museum Home

Middelaldertun


Under nutidens København gemmer byens historie sig i lag på lag af aflejringer fra tiden fra byens begyndelse. Således også under Kongens Nytorv og på Gammel Strand.

af Betina Inga Magnussen

Her har Københavns Museums arkæologer fundet en ryghvirvel og finnestråler fra atlantisk tun i arkæologiske lag, der er dateret til 1400-1500-tallet. På dette tidspunkt var begge lokaliteter havnemiljøer, med af- og pålæsningsaktivitet, og det er sandsynligt at tunknoglerne er rester efter dette. Alternativt kan fundene tolkes som husholdningsaffald.

Ryghvirvel fra blåfinnet tun

Fulgte sildene?

Sild var en af middelalderens betydeligste handelsvarer i regionen. Fra 1100- til 1500-tallet trak store mængder sild ind gennem Øresund for at gyde i Østersøen, og det er sandsynligt at stimer af tun er blevet tiltrukket af denne silderigdom på deres fødevandringer. Fund af tunknogler fra fortiden er sjældne i Danmark, men der er netop fundet en enkelt tun-hvirvel både i middelalderens Dragør og Tårnby ved Øresund sammen med sildeknogler.

Finnestråle fra blåfinnet tun

Læs mere om de arkæologiske udgravninger